Latter i mørket

”Kunsten er som et digt fuld af poesi/og ingen mening” skriver Toni Larsen (f. 1955) i digtsamlingen ’Tekstbog’ fra 1991. Som billedkunstner og digter er hun i konstant berøring med det irrationelle. Samtidig besidder hun en viden om den bevidsthedsudvidende kraft, som digtet og billedet besidder. Uanset om hun digter, maler eller snitter i linoleumspladen, udviser hun en sikker evne til at forføre sine omgivelser med sine kunstneriske artikulationer. Toni Larsen arbejder på en knivsæg mellem mening og ikke-mening - med den absurde humor som sparringspartner - og hun kombinerer ordets symbolske betydning og det enkelte bogstavs billedmæssige potentialer med billedets form- og farverigdom. Hyppigt ’botaniserer ’ hun yderst på fladen med blomster og blomster-ornamenter i stærke farver – det gælder både, når hun maler, og når hun arbejder med linoleum - og på dette punkt er hun på linje med popkunsten, når den ’botaniserer’, som vi har set det hos både Andy Warhol og herhjemme hos Poul Gernes. Men Toni Larsen adskiller sig fra popkunsten på flere punkter: Som sin ældre kollega Poul Pedersen gør hun en dyd af at spille på tegngivningens flertydighed, så digtet på én og samme gang bliver til et statement og et motiv, som det fremgik af hendes separatudstilling i Møstings Hus i 2004, hvor en lang række linoleumssnit med billeddigte eller digtbilleder – med adresse til jazzmusikere – gav indtryk af denne særlige, gensidigt befrugtende metode. Og det er ikke tilfældigt, at det handlede om jazz. Toni Larsen lever efter credo’et ”It’s all about jazz.”

Siden midten af 1990’erne har hun nemlig spillet i bandet ’Splatter Jazz’ (en foreløbig titel, for bandet befinder sig i en fluktuerende tilstand og skifter konstant navn). Det er et 11 mand stort orkester, primært bestående af billedkunstnere, som eksperimenterer med rytmisk musik med utraditionelle instrumenter fra køkken og værksted. De arbejder ud fra et dogme om, at kompositionerne skal opstå undervejs som et kollektivt lydprodukt, en lydcollage i form af et Gesamtwerk, og de artikulerer sig udelukkende vha. improvisationen. Man kan sammenligne det med et billedkunstværk, hvor kunstneren står over for sit lærred - eller sit fysiske materiale, hvis det handler om kunst i tre dimensioner – og ikke har nogen bestemt ide, skitse eller andet forlæg, inden han/hun begynder på en proces, der i høj grad er styret af nogle ubevidste reaktioner. En slags automatkunst. Indimellem lyder koncerterne kakofoniske, andre gange er taget ved at lette af harmonier og velsmurte rytmer.

I 2005 modtog Toni Larsen Ole Haslunds Kunstnerfonds hæderslegat, som motiveredes med følgende ord af kollegaen Jytte Rex: ”Toni Larsen arbejder med en strøm af forvandlinger, hvor billede, lyd og digt samler sig til et billedmusikalsk univers. Et ord kan sætte billedprocessen i gang og indgår som egn eller grafisk billede i billedet. Tiden strækkes ud, fordi Toni Larsen i sine billeder giver sig tid til at lytte efter de første ansporende billedtegn og lader dem folde sig ud på fladen. Hun er en stor og ydmyg fortolker af det sete i et meget personligt bibeldigterisk univers.”

Man kan tilføje, at Toni Larsens motiver som regel er enkle, ligesom hendes tekster ofte er minimale og fanger et enkelt billede, som summer som en eftertanke i publikum, som når hun i sit digt ’Rød’ (fra digtsamlingen ’Forstandens Sold’, 1998) skriver: ”Der hviler en rød sol/I mine tanker/Dem spænder jeg for vognen/Og lader den røde/langsomt rulle med.” I dette digt som i mange andre digte formår Toni Larsen at skabe et stærkt billede vha. sproget, som hun uden videre kan arbejde motivisk med. Jeg mødte kunstneren for at tale med hende om hendes adkomst til kunsten og hendes kunstneriske anliggende. Spørsmål som, hvorfor hun overhovedet var begyndt på at digte og lave billeder, og hvordan hendes kunstneriske opdragelse har været, lå mig på sinde? I atelieret ser vi på begyndelser til hendes nye værker. Bagefter cykler vi sammen gennem byen til hendes lejlighed på Frederiksberg, hvor vi bænker os om spisebordet med en kande te:

”Jeg fordybede mig meget i ord og billeder allerede som barn, hvor jeg tegnede og skrev af karsken bælg. Jeg havde en særlig lydhørhed over for mine omgivelser. Denne lydhørhed eller sensibilitet var lige ved at kamme over og udarte til en mild psykose, da jeg som ung var ved at uddanne mig til sygeplejerske, men jeg lærte at tæmme dæmonerne. Bl.a. hørte jeg stemmer, der i første omgang virkede rædselsvækkende, men da en studiekammerat, der interesserede sig for psykologi tilskyndede mig til at lytte efter, gik det op for mig, at det var en særlig, meget dyb stemme, som jeg dengang mente måtte komme fra Gud. Man kunne umiddelbart tilskrive mine oplevelser en slags ungdomsskizofreni, men da jeg blev opfordret til at lytte efter i stedet for at blive bange, fandt jeg ud af, at der var en form for kosmisk latter, der indgød mig trøst og inspiration. Latteren, denne skoggerlatter, der lo højlydt af mig, har fulgt mig lige siden, og jeg har forliget mig fuldstændig med den. Det var heldigt, at jeg ikke fortalte mine forældre om det. For de ville højst sandsynligt have givet mig angstdæmpende medicin. I stedet fik jeg mulighed for at leve det igennem. Det var en stærk oplevelse. Sådanne oplevelser har jeg haft flere af i løbet af mit liv, og det er bl.a. herfra, at min trang til at artikulere mig i skrift og billede stammer. Jeg droppede sygeplejerskeuddannelsen og sporede mig i stedet ind på kunsten. I begyndelsen arbejdede jeg sammen med billedkunstnerne Peter Louis Jensen og Lars Ravn. Disse kunstnere gav mig min kunstneriske opdragelse. Jeg blev især opmuntret af Peter Louis Jensen, der også gav mig mange opgaver.”

Hvad er det for en gnist eller katalysator, der sætter din kunstneriske proces i gang?

”Det kan være et billede i en avis, fx når jeg ser en dreng, der sidder og holder sig for øjnene og en hel masse huse er styrtet ned omkring ham. Sådan et billede kan give mig et enormt behov for at tage ud på værkstedet og arbejde. Men det indebærer nødvendigvis ikke, at jeg bruger dette billede som motiv. Nogen gange sker der noget helt andet. Det kan også være en radioudsendelse, hvor en samtale giver indblik i en bestemt problemstilling, fx mellem en præst og en politiker, der er uenige. Det giver mig nogen gange lyst til selv at formulere et indlæg. Så satser jeg på, at der sker noget på linoleumspladen, at noget samler sig foran mig. Men jeg har ikke noget specifikt, materielt mål med mit billede sådan at forstå, at jeg vil noget ganske bestemt motivisk. Snarere bruger jeg disse anledninger eller denne inspiration, om du vil, som afsæt for mine egne fabuleringer.”

Ofte ser man nogle tankebobler eller huller, der svæver rundt i dine billeder, eller som kan optræde midt i dine figurers ansigt. Hvordan skal vi forstå dem?

”Det er en anonymitet. En ingenting ting.” Toni Larsen ler. ”Det er et spørgsmål jeg stiller de mennesker, der sidder der. Jeg spørger til mine figurer, fx: Hvis nu jeg placerer jer på denne dobbeltseng, og I har en lidenskab, I er fælles om, hvad vil der så ske? Det er skønt, at de har hinanden som lidenskab. Eftersom det er linoleum, og jeg arbejder som en snegl, kommer billedet til verden sammen med ordene. Jeg er nogen gange flere måneder om at færdiggøre sådan et linoleumssnit, men så skriver jeg om dem undervejs. Jeg har tillid til dette udgangspunkt, og jeg ser, hvad der kommer ud af det, så må det tage den tid, det tager. De to personer i dobbeltsengen fører en dialog, som vokser til en historie om ’Linolus og Linette’ (Toni Larsen peger på to figurer på en linoleumsplade). Det er altid båret af en stemning, som jeg både som forfatter og billedkunstner bringer min læser eller betragter i.”

Hvorfor arbejder du med både ord i dine billeder?

”Jeg har været dybt forundret over, hvor betydningsfulde ord er. Lad os nævne pianisten Monk, Thelonius Monk. Hvis jeg vil skrive hans navn, er det ikke nok at skrive Monk – bogstaverne i al deres enkelhed giver ikke et tilstrækkeligt indtryk af ham. Jeg må også lave tegnet for Monk, sådan som han spiller på klaveret. Så lever jeg mig ind i hans musik og skriver hans fornavn, sådan som jeg kunne forestille mig, at jeg ville spille klaver, hvis jeg var Monk. Her kommer ornamentikken ind. Ornamentikken er min skråskrift – spejlvendt i linoleumssnittet naturligvis - og så kommer farven til. Det kunne ikke være anderledes end den røde farve. Jeg laver en dekoration, der på en eller anden måde også visualiserer ordet, så vi både får betydningen af ordet skriften og et billede på skriften. Det er rigtig spændende. Ordet i sig selv indeholder en magi, nemlig dets egen betydning, dets indhold. Da jeg begyndte på dette her, troede jeg, at jeg kunne skrive mig igennem hele verden – at jeg kunne blive ved med et ord ad gangen, men visse ord er ikke længere fri. Ord som ´jorden’ eller ’hjertet’ er simpelt hen overbelastede.”

Men du kan til gengæld skrive ord som ’by-paraply’ og ’parasol-skjold’? Det er ord, der ud over at rime også tilføres en mer-betydning, når de optræder sammen. Paraplyer bruges i byer, mens en parasol også skærmer som et skjold”

”Ja, og så lyder de helt staccatoagtigt, når de siges hurtigt. Disse ord kan jeg skrive på en helt ny måde. Herudover giver skjold også association til satellit-skjold. Jeg skriver med mine sædvanlige bogstaver, men jeg har brugt linoleum, udskåret som flade halvcirkler, der korresponderer med genstandenes former. Jeg har desuden brugt det, jeg har skåret væk, dvs. gralen, som en del af motivet. Det kan man se på min hjemmeside.”

Toni Larsens atelier er fyldt med malerier og store ruller med linoleum. Malerierne og linoleumssnittene har nogle indbyrdes sammenhæng. Motiver går igen, ornamenter og farver knopskyder fra det ene medie til det andet.

Hvad giver maleriet i forhold til linoleumssnittet?

”Maleriet er langt mere direkte end linoleumssnittet, som fordrer, at man hele tiden tænker over komposition og virkemidler. I maleriet kan jeg udtrykke noget, som er umuligt at få frem i linoleumssnittet. Når jeg laver et linoleumssnit, begynder jeg med at tegne. Jeg tager som regel udgangspunkt i en tegning, som jeg er fortrolig med. Så bliver jeg ved med at tegne, indtil tegningen er så præcis, at jeg får lyst til at snitte den. Her er det håndværket, der tager over. Det er et hårdt arbejde. Egentlig begynder processen på samme måde, når jeg maler. Men når jeg skifter til dette medie, er det, fordi jeg føler behov for at komme i kontakt med en mere direkte og intuitiv side af mig selv. Et linoleumssnit er irreversibelt og fordrer den ultimative præcision. Uigenkaldeligt og endeligt. Har man lavet et snit, kan man aldrig rette det op eller fortryde det. I modsætning hertil kan man male over, når man maler og fortryde nok så mange gange. Jeg har åbenbart behov for både præcisionen og håndværket og for den mere intuitive og meditative side af processen. Maleriet er langt mere ubevidst. Jeg føler i øvrigt, at jeg ikke mestrer det helt endnu. Jeg føler til gengæld, at jeg mestrer linoleumssnittet, hvis jeg vel at mærke arbejder koncentreret.”

Dine linoleumssnit er næsten lige så farverige som dine malerier! Det har man igennem årene kunnet konstatere, når man besøger Koloristerne.

”Der er mange rigtig ekspressive, koloristiske malere i sammenslutningen, men jeg arbejder på en lidt anden måde med farven end dem. Nogle malere arbejder stærkt koloristisk uden at være særlig poetiske. Jeg arbejder med poesien i koloritten, men det er en ’splejset’, nærmest ikke-nærværende form for kolorit. At jeg bruger mange ord er også ensbetydende med, at jeg indimellem netop ikke anvender farver, fordi jeg lader ordene bære farven.”

Hvad er forskellen på at skrive/skære ord i billeder og skrive dem, som du gør, når du skriver digte og udgiver dem i bogform?

”Forskellen er blevet stadig større. Mine billeder rummer et ord ad gangen, måske to eller tre ord. Det drejer sig om ordets billedlige fremtoning, altså ordet som ikon. Forstanden sold, fx er en god ordstilling, som jeg kan plante i et billede. Men når jeg skriver, er det i stigende grad selve sproget, historien, dramaet etc., jeg tager i anvendelse. Det er to væsensforskellige tilgange. Når jeg laver billeder af to figurer – en mandlig og en kvindelig – fx omtalte Linolus og Linette – de har en stor passion, nemlig linoleumssnit. De sidder på en seng, og de har ingen særlige ansigtstræk. Indimellem kan de fremsige lovelines til hinanden, som jeg skriver ind i billedet. De giver hinanden blomster, som har navne som dalia, buttelaia, erica, saxofreia etc. blomsternavn, hvis de passer ind i billedet, når jeg går i gang med at trykke det. Det vil vise sig. Det er en ny serie, og jeg ved endnu ikke, hvad de to figurer vil gøre ved hinanden. De siger noget til hinanden, og som det fremgår, skriver han noget på hende. Hun er blevet modtagelig som en linoleumsplade.”

Det er blevet en morsom kærlighedshistorie!

”Ja. Det er spændende at se, hvad der videre vil ske!” (latter)

Du opererer ofte med store tomme partier. Hvad vil du opnå med dette?

”Jeg kan godt lide det store, tomme rum, og der skal til enhver tid være plads til ingenting. Der opstår ofte noget sfærisk eller transparent, som giver en form for dybde, selv om jeg altid tilstræber at arbejde ude på fladen. Blomsterne er ret kompakte og stiliserede, som jeg strøer ud på fladen. De falder som snefnug.”

Kan man nærme sig dine værker som en form for haiku-digte?

”Ja, de kan ofte være båret af en impuls, som får dem til at se tilfældigt ud. Så må det bære eller briste. Måske holder det, måske ikke. Elementerne med en form for tilstedeværelse, som hånden tager om og griber. Jeg opererer ikke med noget hierarki. Det kan være ligegyldigt, om det er det ene eller det andet. Hvis man har lyst til det – det gælder også i livet generelt – så gælder det om at gøre det.”

Det handler altså ikke om at uddestillere, koncentrere eller studere objekter i al deres kompleksitet, men snarere om at standse strømmen et øjeblik og fange de spor, som tilværelsen sætter undervejs?

”Ja, det handler om at forholde sig åbent. Men sporene skal både præciseres og bearbejdes, for ellers kan det være lige meget. Så kan man tage hvad som helst.”

Er kunsten noget andet end alt det andet?

”Ja, kunsten er noget særligt, fordi den får dig til at flytte dig. Man opdager noget, så man bliver en anden. Men det forholder sig i kunsten som i livet, at nogen gange er man mere åben for kommunikation end andre, og nogle er mere skolede i at se end andre. Det er et spørgsmål om at se det, man ser og have bevidstheden med, så man ser, at man ser, imens man ser sig omkring.”

Hvordan er din arbejdsproces – dine daglige ritualer?

”De har ændret sig meget. Indtil for et år siden var jeg alenemor. Op kl. 06:30, ud på altanen og vinke, vinke. I dag er min søn flyttet hjemmefra, og jeg har dagen til rådighed for mig selv. Jeg kan sætte mig med kaffen og kigge på gårsdagens resultater, mens jeg vågner. Nu har jeg en forfærdelig masse tid til sekretærarbejde, ringen rundt mv. Men det er ikke så godt, for der går mange kostbare timer tabt med dette. Timer, hvor jeg er allermest klar og parat. Efter et længere ophold i Berlin for nylig fandt jeg imidlertid ud af, at jeg arbejder allerbedst inden morgenmaden. Resultatet er, at dagen virker meget længere. Men der er stadig et godt stykke vej igen, før jeg har fundet den ideelle arbejdsrytme, hvilket snart må kunne lade sig gøre, ikke mindst fordi jeg har fået Statens Kunstfonds treårige legat. Det giver en materiel ro. Det er dejligt at arbejde uden den form for modstand, som en dårlig økonomi yder.”

Hvad gjorde byen Berlin ved dig og din kunst?

”Det var et godt ophold. Jeg boede der helt alene, og det var første gang i rigtig mange år, at jeg kunne fordybe mig i mit arbejde dagen lang. I Berlin skrev jeg noveller og lavede collager. Jeg redigerede desuden min næste digtsamling færdig Der er i det hele taget kommet et stort hul, som jeg nu kan udfylde med kunst, og som jeg kan koncentrere mig 100 % om. Men det var også en god køl at være alene med mit barn, fordi det gav mig en stabilitet i dagligdagen, som fastholdt mig. Det har aldrig har holdt mig borte fra kunsten, at jeg skulle være mor ved siden af.”

Vi siger farvel, og jeg zoomer ud. På hjemvejen tænker jeg over Toni Larsens kunst og det eventyr, den rummer. Hendes billedmusikalske univers befordrer en særlig stemning, en tone. Med mellemrummene opstår på en og samme gang en uvished, en skrøbelighed og en lethed, så værkerne bliver til muligheder, til legende og efemeriske tanker, der er under konstant forvandling. Tit støder titlen sammen med billedet – som fx i hendes ’Ørkenfantasi nr. 5’, hvor hun lader et væld af lyseblå blomster svæve over en massiv, mørk jord. Det er et skizofrent billede, inddelt i to dele – en lys og en mørk. Billedet er et luftkastel, der giver næring til ørkenvandrerens fantasi om svalende haver med blomster og læskende drikke. Også livet er en ørkenvandring med indlagte besøg i oaserne. For læseren og betragteren er Toni Larsens digte og billeder sådanne oaser. For hende selv er linoleumspladen eller det hvide papir en ørken og en kamp, som hun må give liv til med sine digtes og billeders fatamorganaer for ikke at gå under.

Lisbeth Bonde
Kunstskribent ved Weekendavisen,
Marts 2006