Linolus og Linette

2005

Tekst til en billedserie af samme navn om Linolus og Linette og linoleum

2005-2006 skrev jeg mange kortere eller længere meget forskelligartede prosatekster, visse rakte i retning af børn andre i sci-fi, andre igen var små psykologiske iscenesættelser. Og så om Berlin, hvor jeg boede nogle måneder.

I den periode var det mest vedkommende for mig at skrive.
Jeg har ikke redigeret noget videre i teksterne fra den periode.

LINOLUS OG LINETTE

Der sidder en mand og en kvinde i en seng.
Dyne og linoleum er der, et gulv er rullet sammen og stillet i hjørnet ved siden af sengen i et rum hvor tæpper mangler, gardiner mangler, vinduer mangler, blomster mangler, døre mangler.

Manden og kvinden har et stykke gulv mellem sig – begge har de det i den enes og den andens hånd – og de læser hvad der står – hvad der står det ser de sammen på stykket, som de bærer mellem sig over dynen. Deres ansigter glødet af den samme substans, det som løber gennem deres hjerner, gennem deres syn, der hvor de er mellem dyner på en tegning.

De siger ingenting deres munde er skåret bort med deres øjne. Deres hænder om det samme i den samme seng. Og arme nøgne.

Jeg kniber deres længsel ud af dem – strikker lokker i kvindens bluse; bryster ses som frugter på dynen sammen med et udskåret billede, som manden også ser – vi ser de ser det, og berører hudens sarte kød med penselstrøg.

Der er huller mellem dem – og i deres hjerner – det de ikke ser, det som er bag ved tæppet, er i dem – det de ikke ved som vi kan male, som jeg kan skrive at de ønskede at se eller som de frygtede at nævne.

Hvordan ville jeg nu da det er tryk kunne føje synet – det vi ser de er, det de er i deres tomme hjerner ... solnedgangen, rundstykker, græsset, solen i en cirkel og det de ser i den som har blændet dem.

Eller er der noget de vil sige – ord de ligger inde med til hinanden, som jeg kan gribe og fortælle – det de er i hinandens liv. Skal jeg søge ned i deres længsel eller ned i deres længselssyn.