Estersneglen

2006

2005-2006 skrev jeg mange kortere eller længere meget forskelligartede prosatekster, visse rakte i retning af børn andre i sci-fi, andre igen var små psykologiske studier. Og så om Berlin, hvor jeg boede nogle måneder.
I den periode var det mest vedkommende for mig at skrive.
Jeg har ikke redigeret noget videre i teksterne fra den periode.

ESTERSNEGLEN

Sneglen Ester går rundt med sit snoede hus på engen.
I gyldne farver snor skallen sig rundt om hendes muskler.
Solen har varmet den jord hun står i.
Længere ude er græsset grønt
Og bakkerne bugter sig langs landevejene.
Sneglen Ester er blevet spået næsten evigt liv.
Det sætter livet som snegl på engen på spidsen.
Den kan ikke forestille sig en rejse som går forud for dens forstand.
Det er der ingen snegl som kan
Dens rejser går til grøftekanten.
Og jordskokkerne bag striben af kål.

Men Ester skal til havet.
Ikke til vandpytterne foran laden hos Michael
Ikke til åen bag valmuerne
Ester skal derud hvor delfiner og marsvin og makreller svømmer rundt
Det ved hun naturligvis ikke
Hun ved ingenting

Estersneglen går langsomt med sit snoede hus henimod noget
Dens følehorn strakt frem som to hænder der ville gribe verden.
Hornene spejder vågent i alle retninger.
Tyder alle de vibrationer som er
Og alt ånder fred for den.
Den ser ikke at den er på vej op i noget
En flettet kurv står tom
(og uberørt på engen)
sneglen humper fredsommeligt hen over de flettede siv.

Ude på markvejen kommer Marie cyklende
En rød nederdel vifter omkring benene
Hun glemte kurven tidligere samme dag
Pludselig var hende og veninderne kommet i tanker om klokken
De ville være hjemme inden 17
For da kom ”Knuste hjerter” i fjernsynet
Nu før solnedgang henter hun kurven
Den lille Estersnegl har for længst trukket følehornene til sig
Det snoede hus ligger i kurven og ryster
Da Marie cykler hjem over stok og sten i aftensolen

Kurven lader hun bare stå på bagagebæreren
Cyklen op ad huset og natten træder frem

I mørket nu hvor alt er stille stikker sneglen forsigtigt sine små horn frem
Og uf ind igen
Den ved ikke hvor den er ved ingenting
Så igen ud med de små horn og hurtigt ind igen
Sådan prøver den at kende sine nye omgivelser

Før den langsomt og frygtsomt og dybt rystet
Prøver sig frem i kurven og tilbage

Måske balancerer den i mørket på kurvens kant
Og videre op over kurvens hank
Hele natten kæmper Ester det bedste hun har lært
I et terræn hun intet kender til

Frem og tilbage over hanken til hun atter finder plads i kurvens hule
Her hviler hun sine brugte muskler

Inde bag murene i huset sover familien Hansen

Der er kurven bag på cyklen
Maries kurv
Sneglen ester som ligger der uden at være kommet længere end rundt omkring i kurvens forgreninger

Marie stiller kurven på jorden og kaster sin rygsæk på bagagebæreren i stedet for
Nu skal hun i skole
Estersneglen er rystet
Alt har hun trukket til sig

Efter en tid ses følehornene alligevel stikke ud af det snoede hus
For ganske kort derefter at trække sig ind igen
Sådan ligger sneglen og føler sig frem i sin kurv som nu står på jorden foran huset hos familien Hansen

Estesneglen mærker at der er jord i nærheden
Nu attter i bevægelse hen over kurvens fletværk op og ned

Den er i en form for sikkerhed nede i kurven
Men det ved den naturligvis ikke
Jorden kalder
jorden som ligger lige under den

En lyd og en rumlen sneglen trækker sig helt sammen i sit hus
Kurven løftes op og det svajer voldsomt
Nu bliver Estersneglen kastet rundt med af Maries mor

Hun skal på arbejde og kører af sted i en hvid Fiat
Kurven står ved siden af hende på sædet
Hun standser ved grønthandleren tager kurven på armen og går ind for at handle.
En bakke jordbær løg porrer kartofler persille og æg

Det hele bliver lagt ned ved siden af Ester
Tænk selv hvordan sneglen har det den skutter sig og er helt fortumlet

Fru Hansen kører videre på arbejde,Hun lader kurven stå fremme på sædet i
bilen

 

Nu var det heldigvis gode dufte for den lille Estersnegl at åbne sig ud i efter at have følt sig forsigtigt frem vovede den sig atter rundt med sit snoede hus, nu mellem brune papirsposer, som knitrede og og buldrede så sneglen gøs og trak sine muskler sammen i huset for alligevel atter at stikke dem ud for at vandre.

Den lå på bærrene i solen og kom til sig selv blev rolig og hornene igen lystigt undersøgende verden omkring sig

Inde på kontoret sad fru Hansen og planlagde chefens frokost med kampsoldaterne fra Sengeløse.
Hun havde gjort fotokopierne klar og mangler nu bare indkøbene.
De lune retter, smørrebrødet og noget konfekt.
Chefen havde sørget for vinen.

Hun havde ringet og bestilt retterne hos ”det lune brød”, og er nu på vej ud til sin hvide fiat.

Resolut sætter hun kurven om på bagsædet og kører friskt af sted.
En sen formiddag i solskin.
Hun parkerer foran bageren, derfra er der ikke langt til de lune retter.
Estersneglen er krøbet helt ind i sit hus på bærrene.
De små følehorn vibrerer for halv kraft som små antenner af silke.
Uroen har forplantet sig til sneglens inderste.
Den tøver med alt, og om lidt går døren op.
Kvinden sætter forsigtigt de lune retter i en flammingokasse på forsædet en dejlig duft af brun sovs breder sig i bilen.
En pose med kager og bakken med smørrebrød bliver stillet på bagsædet, duften af karse når vel langt ind under sneglens snoede kuppel.

Kvinden kører forsigtigt tilbage til kontoret.
Hun har åbnet vinduet og sidder i en frisk sommerbrise og nyder turen.
Trafikken midt på dagen er til at overse, cyklister spurter tavst i hendes tempo.
Men så er det at der alligevel pludselig sker noget uventet
En mand med en gul Netto pose træder lige ud foran hende.
Fægter med armene så hun må standse bilen midt på gaden
Hun ser ham frygtsomt an

Han beder hende intrængende om et lift til Vodroffsvej, -”jeg må derhen min datter venter jeg har ikke set hende i 23 år , min bil er brudt sammen busserne kører ikke her og taxaerne standser ikke, jeg vil være der til tiden det betyder alt for mig”, det er godt med dig tænkte fru Hansen, og trådte speederen i bund.

Men det skulle hun ikke have gjort for al den gode mad skvulpede hid og did.

Kun bakken med jordbær blev sammen med persillen i kurven

Hun måtte køre ind til siden og se maden an om den kunne reddes ellers måtte hun til Kødbyen igen.
Nu kan jeg jo ikke påstå at den lille Estersnegl er til nogen som helst nytte
Den ligger bare der på jordbærrerene og har nok i at holde på sit hus og skærme sine horn.

Men da Fru hansen så sneglen ligge nede i kurven mellem jordbærrene i sit smukke hus glemte hun næsten al sovsen og kampsoldaterne
Det vidste sneglen ikke, at nogen havde set den

Den vidste ingen ting

Fru Hansen kørte hen til kontoret med maden
Lod sine egne kartofler ligge mellem æggene på gulvet i bilen
Men tog jordbærrene med sig op på sit kontor.

Og Estersneglen
Som var helt rullet sammen langt inde i sit snoede hus

Fru Hansen ville bede en af husets piccoloer om at gøre rent i hendes bil.
Imens ville hun rette maden an i forskellige skåle så det hele kunne være parat kl 13

Denne aften skulle de have kanin med jordbærsovs og persille derhjemme det havde hun bestemt da hun så de dejlige jordbær og det smukke sneglehus.

Fiskehandleren handlede også med kaniner
De kendte hinanden udmærket
Deres børn legede ofte sammen om sommeren
Begge familier havde deres sommerhuse i nærheden af hinanden og børnene havde delt badedyr siden de var ganske små
Det var fredag i morgen ville de højst sandsynligt se hinandens biler på grusvejen
Det snakkede de ikke om i butikken der fik hun bare sin kanin, flået og ren og fin
Hun lagde det døde dyr ned ved siden af kurven, og så ned på bakken med jordbær og det fine sneglehus
-”bor der mon nogen derinde”, tænkte hun
og kørte fredsommeligt hjemad

Fru Hansen sætter sneglen ned i det tørre græs ude ved indgangen til huset
-”her er det vel bedst for dig at være”, siger hun til Estersneglen
som ikke svarer.
Men som er gledet helt i dvale af ren opskræmthed dvask og forkommen i sit nervesystem.

Den ligger længe og vænner sig til jorden

Ikke længere opskræmt og forstyrret sætter følehornene atter focus på verden omkring sit snoede hus.

Natten skinner blankt

Familien Hansen har forberedt en weekend ved havet i sommerhuset på nøddetoften.
Om morgenen vil de rejse af sted med madkurve og dyner.

Mens alle menneskene omkring den sover snegler Ester sig rundt i natten.

Den indtager jorden og vifter sig i verden

Ved solopgang er den stadig i sit es og først da jorden buldrer af en kommen og gåen ud og ind af menneskenes bolig lukker den sig ind i sit hjem.
Solen skinner på dens smukke snoninger, Marie får øje på den og samler den op i sine små hænder. Hun viser sin mor den og går rundt med den. –”må jeg tage den med, mor ”. Spøger hun . Fru Hansen ryster på hovedet: -”er det ikke synd for den, at flytte den fra jorden hvor den hører hjemme?”. spørger hun.
Alligevel lister Marie det fine sneglehus med sig ind i bilen. Og hun sidder og holder fosigtigt om huset hele vejen og er så stille med sine hænder at Estersneglen fosigtigt sætter følerne ud fo at mærke verden. Det ser Maria. At de små horn virrer de nærmest kildrer hendes forstand og hendes syn. –”mor der er nogen inde i sneglen se”,
Men da har Estersneglen forlængst trukket sine følehorn langt ind under kuplen.
Fru Hansen er heldigvis ikke blevet sur på Marie over at hun havde taget sneglen med.

Endelig ligger sommerbo der. Indenfor lugten af sommer blandet med forår og efterår

-”læg du nu sneglen ud i græsset, Så kan den finde sig selv”, siger Maries mor

og der ligger nu Estersneglen i bagende sol på Nøddetoften en lørdag formiddag.

Senere da familien ville til stranden med badedyr og håndklæder og bøger og solbriller havde Marie samlet sin lille ven med følehornene op og puttet den ned i sin kjolelomme.

Nu er Estersneglen tæt på havet, den ligger og vugger i Maries kjole på hovedet og på maven og frem og tilbage uden ophold.

Og endelig da de når stranden og luftmadrasserne er pustet op og der er bundet snore i dem og snorene er bundet fast til den lille badebro, da endelig slipper den ud af sin værts lomme. Marie må have glemt den i al den tid den havde ligget der, nu ser hun den igen og tager den op til sig og sætter den på en blå madras selv lægger hun sig på den røde. Der ligger de to på madrasserne og skvulper rundt det bedste de har lært under en klukkende bro. Lyset spiller i havets overflade og Estersneglens hus glimter om kap med det.
Maria havde set det og hun så stenene under dem. Og lagde sig på ryggen med hænderne ud til siden så de kunne plaske i havet og sende madrasserne i søgang omkring broen, og hun drømte hun var en delfin.
Som svømmede med sin snegleven i havet under bølgerne

Toni 2006