Leo Estvad
10.dec 2014 motivering for tildeling af Leo Estvad Legat:
Billedkunstneren og grafikeren Toni Larsen modtager i 2014 Leo Estvads Legat for sit særegne, forunderlige, og på flere planer poetiske univers.
Toni Larsen arbejder med og udvikler det grafiske medie, både i form af linoleumstryk og i sine bogudgivelser, hvori hendes digte, skriften, typografien og opsætningen danner en hel særlig sanselig symbiose.
Bogstaver, ord og sætninger kan også indgå i Toni Larsens linoleumstryk. Her anvender hun ofte farver, som sammen med den stærke ornamentale billedopbygning, og den for linoleumstrykkets særegne stoflighed, tilsammen resulterer i værker som fremstår rytmiske, sære, smukke og originale.
Der er stor diversitet i Toni Larsens grafiske oeuvre: de kan bestå af skrift, de kan være abstrakte, de kan afbilde kroppen eller naturen og de kan også være morsomme. På forunderlig vis er billederne enkle og komplekse på samme tid - som et haiku digt. Toni Larsen har selv sagt: "kunsten er som et digt/fuld af poesi og uden mening" (Tekstbog 1991)
Men som beskuer fyldes man af sin egen underfulde mening ved mødet med Toni Larsens univers, en intuitiv mening, en undren og en glæde.